Hvad koster det at indfri et lån før tid?

Når du optager et lån, indgår du en låneaftale, der løber over en bestemt tid. Som regel kan du godt indfri lånet før tid, men det koster dog lidt ekstra.

Kan jeg indfri mit lån før tid?

Ved at optage et lån, indgår du en låneaftale med låneudbyder, som du skriver under på (typisk via Nem-ID). Denne aftale er gældende og bindende. I aftalen vil være anført, om du kan indfri lånet før tid, og hvordan du i så fald skal bære dig ad.

Langt de fleste lån kan godt indfris før tid, men i langt de fleste tilfælde koster det også lidt at gøre det. Det skyldes, at låneudbyderen regner med en indtægt jævnfør låneaftalen, og hvis du indfrier lånet før tid, vil låneudbyder gå glip af nogle af disse indtægter i form af renter for den resterende løbetid. Derfor betaler du typisk et indfrielsesgebyr for at indfri lånet før tid som ”et plaster på såret” til låneudbyder.

  • Vær opmærksom på, om lånet kan indfries
  • Vær opmærksom på, hvad det koster at indfri lånet
  • Vær opmærksom på, om det kan betale sig at indfri lånet

Pris på indfrielse af lån

Ligesom der i låneaftalen står angivet, hvorvidt du overhovedet er berettiget til at indfri lånet før tid, står der også proceduren og prisen herfor. Hvad indfrielsesgebyret er på, afhænger af den enkelte låneudbyder og låneaftale.

Hos nogle låneudbydere er beløbet symbolsk, hos andre er det et højere fast beløb, mens det hos andre igen er en procent af lånets tilbageværende størrelse.

Kan det betale sig at indfri et lån før tid?

Som udgangspunkt vil det altid være en god idé at indfri et lån før tid, da det sparer dig renter. Derudover giver det luft i økonomien at slippe for en månedlig afbetaling på et lån.

Der findes dog undtagelser, hvor det faktisk er en dårlig forretning for dig at indfri dit lån. Det er tilfældet, hvis gebyret for indfrielse af lånet er højere end de tilbageværende udgifter ved at have lånet. Typisk vil det være, hvis du har et lån med en lav rente, og der ikke er særlig meget af løbetiden tilbage.

Ønsker du at indfri dit lån, bør du altid se på, om det overhovedet kan betale sig.

Valgfri indfrielse af lån

Ligesom der findes ordinære låneaftaler med en fast løbetid, findes der også låneaftaler med valgfri indfrielsesdato. Det vil sige, at du selv bestemmer, hvornår lånet indfries inden for en given periode. Det være sig for eksempel de gratis lån, hvor lånet skal indfries inden 30 eller 60 dage. Hvornår du indfrier inden for denne periode er helt op til dig – og overskrider du datoen, vil lånet automatisk blive omlagt til et lån med renter.

Der findes også større og længerevarende lån med valgfri indfrielse; ligesom der findes lån med fleksible afbetalinger. Det kan for eksempel være en fordel, hvis din løn svinger i størrelse. Så kan du betale mere de måneder, hvor du får mere udbetalt, og mindre de måneder, hvor du får mindre udbetalt.

Opdateret

Skriv en kommentar